Duchesse de Bourgogne er en stor øl fra en lille niche. Knapper du denne øl op, med forventning om en mørk belgisk ale, så får du dig en overraskelse. Her har vi fat i en øl af typen "flamsk rød", den er ikke spontangæret som de meget syrlige Lambik og Geuze, men en alm gæret ale, der herefter er lagt på egefade for at lagre. Inden tapning blandes øl der har laget i ca. 8 måneder med en ældre der har lagret i ca. 18 måneder. Duften der møder dig fra denne øl, er anderledes end det meste. Syrlig, vinøs, egetræ, jordslået kælder, men også sødme fra forskellige skovbær. Smagen vil i starten være syrlig, men du vil hurtigt få en mere kompleks oplevelse og sødmen udfordre det sure i en fin balance.